Forside – Banner

3 højtidsbannere
3 højtidsbannere
Gudstjeneste i skoven

Historik og erfaringer:

I Tolne/Mosbjerg sogn har vi været pilotprojekt for Danmarks Kirkelige Mediecenters nye materiale Børnetjenesten, som er et tilbud til et samarbejde mellem børnehaver og kirken. Materialet henvender sig til den ældste børnegruppe i børnehaverne, og det inviterer til refleksion over livets store spørgsmål med udgangspunkt i kirkeårets 6 fester/højtider: Høst, allerhelgen, jul, fastelavn, påske og pinse. Nu er arbejdet blevet en del af kirkens faste aktiviteter, og vi samarbejder med alle pastoratets børnehaver.

Det blev hurtigt klart for os, at langt de fleste af børnene aldrig havde hørt juleevangeliet og ikke vidste, hvem Jesus var. Vi konkluderede, at det også gjaldt påske og pinse.

Vi har nu tilpasset brugen af materialet, så det passer til os. Udfordringen er helt klart billed- og musikdelen, derfor er vi gået i gang med selv at arbejde på især billedsiden. Dette har resulteret i fremstillingen af transportable bannere, der illustrerer julens, påskens og pinsens beretninger. De transportable bannere er lette at stille op og tage ned. Bannerne anvendes nu både i forbindelsen med børnetjenesten, familiegudstjenester, børnekonfirmander, konfirmander, gudstjenester i det fri og som udsmykning i kirke og sognehus.

Det er vigtigt for os, at børnene kan huske julens, påskens og pinsens beretninger. Hvis det skal lykkes, skal de høre beretningerne mange gange og på forskellig måde og sammen med mange relevante aktiviteter. Fordelen ved bannerne er, at hele historien fastholdes, mens vi taler og evt. synger om den. Vores erfaring er, at det hjælper de mindste med at holde koncentrationen.

Materialet indeholder ideer til, hvordan bannerne kan anvendes i arbejdet med forskellige aldersgrupper. Der er også henvisninger til de bibeltekster, som billederne refererer til. Yderligere har vi givet ideer til hvilke salmer, der kan inddrages. Materialet er suppleret med en lang række sort/hvid tegninger. Tegningerne kan farvelægges og indeholder også opgaveark.

Materialet er udarbejdet af tegner og grafiker Hakon Lund Jensen i samarbejde med Henrik Laustsen. Tak til sognepræst Lise Munk Sørensen Tolne/Mosbjerg , kirke-kulturmedarbejder Johanna Nørholm Rischel Tolne/Mosbjerg og Grethe Nyeng Havnhøj kirke-kulturmedarbejder Læsø for deres gode respons på arbejdet.

Formålet med bannerne:

  • At børn og unge bliver fortrolige med julens, påskens og pinsens beretninger.
  • At børn og unge kender og forstår de symboler, der knytter sig til beretningerne, så de kan anvende dem til fortolkning og forståelse af både tekster og salmer.
  • At kunne forbinde beretningerne med salmer.
  • At få kendskab til beretningernes mulige betydninger og tolkninger gennem spørgsmål og salmer.